Lübeck

Byen

Lübeck er en Hansestad der ligger i Schleswig-Holstein. Byen har en meget hyggelig Innenstadt, hvor der hver jul er et julemarked. Der er ikke større end at man kan se det hele på en dag, med mindre der også skal shoppes tøj og andre gode sager. Så kan det selvfølgelig godt tage noget længere tid.

Lübeck er vist mest kendt for sin marcipan. De fleste mener vist at den er sødere end det vi får i Danmark, men jeg syntes nu at det smager rigtig godt.

2019 – Sankt Petri med udsigts tårn

Kirken er en gotisk kirke fra ca. 1170. Inden i er den hvidkalket. Nogle få steder kan man se resterne af nogle smukke kalkmalerier. Kirkerummet er næsten tomt, blot lidt stole foran alteret og et mindre orgel der står til venstre for altertavlen. Kirken er netop blevet brugt til et bryllup så der er fint pyntet op. I loftet er der udspændt nogle hvide sejl. Det er sikkert for at dæmpe lyden da resten af kirkerummet er tomt. Rummet under tårnet er skilt fra resten af kirken med en glas væg. Jeg tror det er fordi kirkerummet bliver brugt til udstillinger.

Kirken har også et højt tårn hvor det er muligt at komme op og få et godt kik ud over byen. Det er luksus udgaven med elevator. Kan man klare trappen op til elevatoren så er jeg sikker på at man også klarer trappen fra elevatoren op til udsigt platformen. Hvis man er glad for at komme højt op for at se udsigten og er vejret godt, så syntes jeg man skal tage en tur op i tårnet

Her får man et fantastisk kik ud over Innenstandt og resten af Lübeck. Her er gode muligheder for at tage nogle gode billeder eller blot nyde udsigten. Der er ingen glas for vinduerne blot tremmer så hvis det blæser kan det god være koldt.

2019 – Sankt Jakobi Kirche

Kirken er fra ca 1300 og er en sømandskirke. Den er på mange måder traditionelt indrettet, men den har noget de fleste kriker ikke har. I kirken ligger der en redningsbåd fra skoleskib Pamir der gik ned i 1957 i en orkan. Der var 74 døde og kun 6 mennesker overlevede.

En lille historie fra vores besøg i foråret 2019:

Da vi trådte ind i kirken henvendte den mandlige kirke passer person sig til os på tysk. Han sagde til mine børn at hvis de kunne løfte den store kirkebøsse… eller det var nærmere en skattekiste med 3 gigantiske gammeldags låse, ja så måtte de gerne tage den med hjem. De prøvede selvfølgelig, men kunne på ingen måde flytte den. Det grinede vi alle sammen af.

Længere inde i kirken står der et gigantisk kors. Virkelig smukt malet i gule og gyldne nuancer. Mørkest i bunden og så helt lyst i toppen. For foden af korset er der et lille bassin med vand, hvor man kunne sætte et lys og sende gode tanker ud i verdenen.